Information i forbindelse med indflytning

Her kan du finde svar på en række almindelige spørgsmål i forbindelse med indflytning i dit nye lejemål. 


Før du overtager lejemålet

Når du har accepteret et lejemål, skal du sende en skriftlig bekræftelse på, at du ønsker at overtage lejemålet. Herefter fremsender vi relevante informationer om lejemålet og den videre proces.

Du skal dernæst indsende en række nødvendige oplysninger til udarbejdelse af din lejekontrakt via formularen Indsend data til lejekontrakt

Når vi har modtaget dine data, udarbejder vi og fremsender lejekontrakten pr. mail sammen med information om betaling af depositum, forudbetalt leje og første husleje.

Hele processen foregår digitalt, og du underskriver derfor lejekontrakten med MitID.

Det er vigtigt, at du overholder fristen for:

  • underskrift af lejekontrakten
  • betaling af depositum og forudbetalt leje

Lejeaftalen er betinget af, at vi har modtaget disse betalinger, som angivet i kontrakten. Overholdes fristen ikke, kan lejemålet blive annulleret og tilbudt til en anden.

Vi sørger som udgangspunkt for at tilmelde dig til levering af el hos forsyningsselskabet inden indflytning. Du vil modtage velkomstbreve samt den første a conto‑opkrævning direkte fra forsyningsselskabet.
Hvis du selv ønsker at stå for tilmeldingen til el, skal du angive dette i formularen, når du indsender dine data til udarbejdelse af lejekontrakten.


Ved overtagelse

Når overtagelsesdatoen nærmer sig, aftaler vi et tidspunkt for indflytningssyn og nøgleoverlevering.

Ved indflytningssynet gennemgår vi lejemålet sammen, og eventuelle fejl og mangler noteres i en indflytningsrapport. Nøglerne udleveres i forbindelse med synet.

For at kunne modtage nøglerne skal vi have modtaget:

  • underskrevet lejekontrakt
  • indbetaling af depositum og forudbetalt leje

Du underskriver for modtagelse af nøgler og indflytningsrapporten.
Efterfølgende har du fortsat mulighed for at indmelde yderligere fejl og mangler.


Efter overtagelse

Fra lejeaftalens begyndelse har du 14 dage til at rapportere fejl eller mangler, som ikke fremgår af indflytningsrapporten.

Du kan gøre dette ved at sende en mail til:
kontakt@thejendomme.dk

Hvis der er forhold, der kræver udbedring eller yderligere inspektion, aftales dette nærmere.
Forhold, der ikke vurderes at kræve udbedring, registreres blot — og du hæfter ikke for dem ved fraflytning.